Af Kim Sidsel Minuva
En ung dreng spænder elastiksnor ud mellem antenner på et tag. Omkring ham bager italienske boligkomplekser i solen. Han stiller sig i midten af snoren og antennerne, kigger op og spreder armene. ”Giv mig et tegn,” hvisker han.
Det er ikke en gud, han forsøger at hidkalde sig – selvom han da senere også giver den katolske Gud et skud. Det er snarere det uendelige univers.
Andrea (Luana Giuliani) føler sig nemlig som en alien. Som en evig outsider, der ikke passer ind blandt hverken venner, familie eller det italienske samfund. Han har en hjerteven i sin mor, Clara (Penélope Cruz), der evigt tager børnenes parti i familiens konflikter. Men selv det forhold er ikke uden kompleksitet. Det er de nuancer og Andreas udvikling, som Min enestående mor blotlægger.
Den lille historie foregår ikke blot i Italien, men i 70’ernes Italien. Tradition, patriarkat og katolsk konservatisme trives i bedste velgående. Clara prøver at støtte Andrea, så godt hun kan, men samfundet stryger ham mod hårene. Hans far nægter at se ham som en dreng; han ser en skør pige, der ikke vil være ved sit egentlig køn. På samme måde tvinges Andrea ned i en kjoleuniform på den kønsopdelte katolske skole, hvor han går sammen med sin lillesøster, mens lillebror får lov til at gå i drengenes uniform.
Men Andreas kønsidentitet er blot en enkelt facet af den bizarre voksenverden og det absurde patriarkat, han kontinuerligt støder hovedet imod.
Han er fascineret af den jævnaldrende pige, Sara (Penélope Nieto Conti), der bor i en midlertidig lejr på den anden side af en sivmark nær deres lejlighed. Men hun er roma, så de voksne omtaler hende som værende farlig, snarere end blot en ung pige, der drømmer om at være danser.
Og voksne mænd er efter hans mor og lægger an på hende. Hun insisterer på, at det er okay, og at hun er okay – men både Andrea og publikum kan sagtens se, at det ikke er sandt.
Således er Andrea og Clara forbundne. Luana Giuliani ligner ikke blot Penélope Cruz i overraskende grad, men som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at Clara har været i præcis samme position som sit barn. Hun passer ikke ind i den rigide voksenverden, og hun har slået sig på den.
Hun vil hellere lege end snakke med de andre mødre. Og hun vil gerne ud af det gyselige ægteskab med børnenes far, men det er ikke en proces, man bare lige sætter i gang. Derfor er det Andrea, der må bede sin mor sætte sig op ved familiens langbord igen i stedet for at kravle rundt under det samme med ungerne.
Cruz skildrer det voksne brændte barn med en lidet skjult sorg, der går lige i hjertet; især i kombination med Giulianis intense blik og indædte rasen mod de voksnes rigide samfund.
Der er uhyre få konklusioner og ingen katarsis at finde for hverken Andrea, Clara eller seeren. Min enestående mor skildrer en kort, men vigtig del af Andreas barndom. Den del, hvor han i sandhed støder hovedet mod verden omkring ham og den del, hvor det går op for ham, hvad for en størrelse, hans enestående mor egentlig er.
Det er interessant at være vidne til, selv uden en pæn lille sløjfe bundet om oplevelsen.
Kommentarer